Det er vist ved at være tid til lidt mere spam fra Korea, jeg ved jo at I alle har siddet på kanten af stolen i forhåbning om en
højere deltaljeringsgrad i toilethistorierne.
Efter en dejlig uge hjemme i Danmark, hvor jeg frådsede i tykmælk, mysli og friskplukkede æbler fra egen have samt nåede at snige
mig ud på DWD lige omkring frokosttid på een af ugens få tørvejrsdage, måtte jeg desværre returnere til Kimchi-land. Denne gang
medbragte jeg dog Søren, så jeg fik selskab på flyturen herned. Til gengæld måtte jeg så også høre på hans jammer over den manglende
benplads i Luftwaffe-flyet... Lad det være en advarsel til alle - uanset hvor fornuftig forbindelsen mellem Aalborg-Seoul lyder, så
undgå Lufthansa for enhver pris! De sætter virkelig en ære i at gøre stor forskel på monkey og business class!!!
Eftersom jeg skulle arbejde hele ugen måtte Søren klare alle turisttingene alene, hvilket gik over al forventning. En af dagene
stiftede han bekendtskab med een af de mange nysgerrige og hjælpsomme koreanere, her i form af en pensioneret soldat, som bød på
kaffe og dernæst kørte ham hen til det kæmpestore nyåbnede nationalmuseum (der ikke er nævnt i vores guidebøger, da det åbnede for
14 dage siden. Af samme årsag anede vi andre ikke at det eksisterede :-). Så det var et hit, at han på den måde kunne bidrage til
højnelse af vores allesammens kulturelle niveau.
Lørdag havde vi en enkelt turistdag sammen, og valgte at tage til DMZ, den demilitariserede zone mellem Syd- og Nordkorea, som
strækker sig tværs over landet i en ca. 2 km bred stribe. Dette område har ligget fuldstændig urørt siden Koreakrigen sluttede i
1953, og er i dag at betragte som et vigtigt naturreservat for dyr og planter. Der er selvfølgelig en del af dyrene der ryger i
svinget når de jokker på alle de landminer der er spredt som spredehagl ud over området, men tilsyneladende finder de klogeste ud af
at lave veksler udenom de usikre områder.
Der er hegn på begge sider, og konstant soldater på udkig. Vi blev sat af ved en udkigspost klods op ad hegnet. Her måtte man
hverken fotografere eller vinke, til gengæld kunne man så bruge sine won på en fastmonteret kikkert. Både Syd- og Nordkorea har byer
inde i zonen, og har begge bygget en kollos af en flagstang der kan bære deres monsterstore flag.
Vi fik også besøgt den 3. infiltrationstunnel som Nordkorea gravede i 73 meters dybde i 1978. De to foregående tunneller var blevet
opdaget da de lå for tæt på jordoverfladen, så sprængningerne kunne ses/føles. Men 73 meters dybde afslører intet, så denne tunnel
blev kun fundet fordi en nordkoreansk afhopper fortalte om den.
Da nordkoreanerne fandt sig opdagede, trak de sig tilbage og malede i samme forbindelse tunnellen sort, og hævdede dernæst at det
var en kulmine. (Denne kulmine passerede under DMZ, og endte belejligvis inde i Sydkorea :-) I virkeligheden er der ikke meget kul i
dette område, til gengæld er der det fineste kildevand der rinder ned ad tunnelvæggene. Der var "smagsprøver" af vandet ved
indgangen, og det smagte fortrinligt! En koreansk tunnel er i øvrigt ikke specielt høj, så Søren måtte endnu engang pive over
pladsen.
Af en eller anden grund må man heller ikke tage billeder i tunnellen? For enden er der en beton-afspærring, og der er opsat et
kamera der konstant overvåger aktiviteten i dette område.
Sidst men ikke mindst besøgte vi togstationen ved grænsen. Den er næsten er færdigbygget, skinnerne er lagt og de første
test-kørsler er planlagt. Jernbanesvellerne (i beton) er doneret af sydkoreanere der typisk er blevet adskilt fra deres familie
under krigen, og som ikke siden har hørt til deres velbefindende. Med undtagelse af de, der har personlig interesse i Nordkorea, har
hovedparten af de koreanere jeg har snakket med ingen synderlig interesse for Nordkorea. Mange har heller ikke besøgt DMZ eller
planer om at gøre det. En del af mændene har dog overstået deres 23 måneders militærtjeneste med at stå på lur ved hegnet så de har
fået rigeligt. I Nordkorea er der 7 års militærtjeneste for kvinder og 10 år for mænd.
Hvis man endelig som koreaner vælger at tage op til grænsen har man til gengæld mulighed for at gå i tivoli mens man venter på bussen hjem igen. Det er lidt af en overraskelse efter at have passeret kilometervis af pigtrådshegn med sværtbevæbnede soldater i alle kuk-kasserne, at man pludselige bliver mødt af et pariserhjul! :-)